Danske Hospitalsklovne optrapper indsatsen
12. januar 2010
Foreningen oplevede en flot udvikling i sponsorer i 2009 og sætter nu ind med et nyt sponsorkoncept, der for alvor skal udbygge vores finansieringsgrundlag fremadrettet. Vores erfaring er, at de fleste virksomheder kan finde 10.000,- kr. om året eller omkring 28,- kr. om dagen til at gøre en forskel for syge børn i lokalmiljøet. Derfor starter vi op allerede i januar med at tage kontakt til virksomheder i udvalgte områder i Danmark. Først på listen står Herning Sygehus, der på grund af besparelser først vil have råd til igen at ansætte pædagoger på afdelingen i efteråret 2010. Derfor mener vi at børnene får brug for ekstra megen opmærksomhed fra hospitalsklovnen Angus, der besøger hospitalet én gang om ugen. Men Herning er ikke det eneste sted, der har brug for støtte. Hospitalsklovnen Luna på Skejby sygehus står i øjeblikket uden finansiering ligesom Hospitalsklovnen Karla snart ikke har flere penge til at besøge Næstved Sygehus. Lignende historier findes over hele Danmark. Derfor håber vi, at den nye indsats overfor virksomheder i lokalmiljøet vil blive vel modtaget og vil have den ønskede effekt - nemlig at vi i det lange løb kan sikre at alle indlagte børn i Danmark får besøg af en hospitalsklovn. Ligeledes håber vi at 2010 vil blive året, hvor endnu flere vil vælge at støtte os som medlemmer af vores forening. For under 75 øre om dagen kan du være med til at bringe glæde til børn over hele Danmark.
Flere nyheder