En pause fyldt med liv og glæde – midt i alvoren

Jonathan var bare ni måneder gammel, da han første gang mødte en hospitalsklovn, der stak hovedet ind på stuen og sagde hej til ham. Jonathan havde netop været igennem en hjerteoperation og havde det faktisk meget dårligt den dag. Alligevel var hospitalsklovnen Trudi med til at give ham en god oplevelse med lidt sjov og en sang.

"Trudi gav ham en lykkesten, og både for Jonathan og os forældre var det en befrielse midt i alvoren at få en lille pause fyldt med glæde og liv. Selv om Jonathan ikke var ret gammel, reagerede han kun positivt på, at et fremmed menneske pludselig kom i øjenhøjde og stak en rød næse op i hovedet på ham," fortæller Randi Grønvall Sørensen.

"Hospitalsklovnen mødte os og gav hele familien en god pause midt i alvoren. Selv om man har en livstruende sygdom - og måske netop derfor, har man brug for at opleve noget sjovt. Det fangede Jonathan. En sang om den lille mariehøne og nogle sæbebobler gik rent ind hos ham."

Genkendelsens glæde

Siden operationen har familien været tilbage i hospitalssystemet flere gange til kontrol over de seneste knap to år. Og her er det blevet til flere møder med hospitalsklovnene. "Jonathan er udviklingsmæssigt noget tilbage som følge af hjertesygdommen, men ser eller hører han, at en af klovnene er på afdelingen eller går ude på gangen, skal han nok få kravlet hen for at møde dem. Sidst han hilste på Trudi, spillede hun guitar, og det var helt tydeligt, at der var den helt store gensynsglæde."

Klovnene minder Randi om, hvor vigtigt det er i hverdagen at huske på at få skabt nogle gode og sjove stunder for et indlagt barn. "Og det er derfor, at jeg er så taknemmelig for, at hospitalsklovnene er til," siger Randi.



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.