Ludo og Smille er gode til at tegne på tæer

Ordene kommer fra Rebekka på 8 år, der elsker når hun får besøg af Ludo og Smille på Rigshospitalet. Det gør hun fordi de altid hitter på en masse skøre ting, laver ballondyr, tryller – og tegner på tæer. Og så har de fortalt, at der faktisk står i Børneloven at børn skal have is mindst en gang om dagen. ”Den bliver også brugt herhjemme”, siger Rebekkas far, Roan, smilende.

Rebekka er født med et sjældent handicap; Morquio Syndrom A. Sygdommen skyldes at der mangler - eller ikke laves nok af -  et eller flere vigtige enzymer i kroppen. Det betyder at kroppen ikke kan nedbryde visse ting i organerne, der således beskadiges. Rebekka skal derfor på Rigshospitalet 1 gang om ugen nu og resten af sit liv. Det skal hun for at modtage det enzym, hun mangler. Det styrker hendes led og giver hende mere overskud. Men det betyder også at hun ikke må slå koldbøtter, hoppe på trampolin eller lege i hoppeborge, hvilket hun bare synes er rigtig øv.

Når Rebekka er på Rigshospitalet betyder det så meget for hende – men også for storebror og storesøster at de møder Ludo og Smille. ”De er altid så spændte på, hvad de to nu har fundet på”, siger Rebekkas far.

Første gang Rebekka fik øje på Ludo og Smille var til en blodprøvetagning. De lavede en masse skøre ting, så Rebekka slet ikke lagde mærke til at nålen blev lagt. Siden da har Rebekka været solgt. ”Ludo og Smille er en fantastisk hjælp for Rebekka”, siger Rebekkas far.

”De gør at oplevelsen på Rigshospitalet bliver vendt fra at være trist og måske en smule skræmmende til at blive en god oplevelse” siger han og fortsætter ” Jeg kan mærke at hun er tryg og stolt, når hun kommer hjem”.

Rebekka går i 2. klasse og elsker det! Hun er altid smilende og skaber glæde hos alle, hun kommer i kontakt med. Netop derfor er Rebekka, Ludo og Smille det helt rigtige trekløver. Og Rebekka var da heller ikke i tvivl, da hendes to nye kattekillinger skulle navngives. De skulle hedde ”Ludo og Smille”. 



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.