Klovneløbene kommer...! Skal du være med?

31/01/2018 - 10:23

I maj og juni ruller Klovneløb 2018 hen over landet med løb i samtlige landsdele. Du kan være med til at bakke op om Klovneløb på forskellig vis og derved støtte indlagte børn.

Bliv arrangør af dit eget Klovneløb

Flere hundrede fabelagtige frivillige afviklede sidste år 63 Klovneløb over hele landet, og vi nærmer os allerede samme antal i år. Synes du, at der mangler et Klovneløb i lige netop din by, og har du mod på at stå for det, hører vi meget gerne fra dig. Skriv til Karsten Bjerring på karsten@danskehospitalsklovne.dk, hvis du vil vide mere.

Som arrangør er du med til at gøre en stor forskel for de indlagte børn. Sidste år samlede Klovneløb mere end 1.000.000 kroner ind til vores arbejde med at sprede smil og glæde på landets børneafdelinger.

At arrangere et Klovneløb kræver først og fremmest, at du har nogle gode ressourcer omkring dig, og at I har lyst til at lave et godt og sjovt arrangement for de deltagende familier. Og så kræver det selvfølgelig, at man har en idé til, hvor det skal foregå, og om det er et sted, man kan få lov til at være. Man kan både arrangere løb som privatperson, som forening eller som virksomhed. 

Deltag i Klovneløb

Hvis du kunne tænke dig at være med til at deltage i Klovneløb 2018, kan du fra midten af februar måned melde dig til på www.klovneløb.dk. Det koster 70 kroner pr. person at deltage, men melder du dig i god tid, koster det kun 60 kroner. Som deltager kommer du til at opleve et familieløb, hvor der er plads til alle, der kan kravle, gå, rulle eller løbe. Det handler ikke om at være hurtigst, men om at få en hyggelig og sjov dag, og samtidig støtte et godt formål. Og så er der selvfølgelig medaljer og røde næser til alle!

Vi glæder os til maj og juni, og vi glæder os til at se dig...

 



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.