Vera, Ludo og Dille

Vera er født med vand i hovedet og er i sit kun fire år lange liv blevet opereret ikke mindre end 28 gange.

Allerede i en alder af seks måneder var Vera stresset og medtaget af de mange indlæggelser og operationer, som fyldte hendes hverdag. Lea, Veras mor, husker tilbage på den dag på Rigshospitalet, hvor Vera og familien for første gang fik besøg af hospitalsklovnene:

- Vi var i konstant alarmberedskab, og vores følelser hang uden på tøjet. Vera havde ondt, klynkede og hang på mig, og jeg husker, at jeg egentlig vurderede, at hun mest bare havde brug for ro og hvile. Men så stillede hospitalsklovnen Smille sig helt stille ind bag en væg og blæste sæbebobler ind på vores stue, mens Ludo sang en lille melodi med sin blide stemme – og det blev starten på et smukt og stærkt venskab mellem Vera, Ludo og Smille, siger Lea.

Med et trylleslag ændredes Veras udtryk sig fra at være forpint og bedrøvet til nysgerrig og opslugt af sine to nye venners gøren og laden. 

-  Det var en helt magisk oplevelse for os forældre at overvære. Dengang vidste vi det selvfølgelig ikke, men det var den spæde start på et smukt og meget værdifuldt venskab for Vera, siger Lea og fortsætter:

- Ludo og Smille har en unik evne til at mærke, hvor Vera er, og hvad Vera har brug for lige præcis i det øjeblik de møder hende. For det er jo ikke altid det samme, men afhænger meget af, hvordan hendes sygdom forløber. Deres nærvær og omsorg har medført, at Vera ligefrem elsker Rigshospitalet.

- Ludo og Dille

Når Vera og Lea er til ambulatoriebesøg på Rigshospitalet, sørger de altid for at gå en tur forbi børneafdelingen for at hilse på Ludo og Smille. Engang kunne de simpelthen ikke finde dem. Efter at have ledt og ledt, måtte Vera tage skuffet hjem og nøjes med en is, som hun var blevet lovet af sin mor, som et plaster på såret for ikke at have fundet sine bedste klovnevenner.

- På vej ned til bilen passerer vi forhallen, hvor der er et stort arrangement med masser af mennesker. Midt i menneskemængden får Vera øje på Ludo og Smille, som med deres iøjnefaldende påklædning skiller sig ud fra resten af mængden. Vera løber frem mod dem og da hun endnu ikke havde lært at sige ”S” råber hun "LUDO OG DILLE". Ludo og Smille får øje på hende, og råber i kor "VERA". 

Alle i forhallen ser på de tre venner, der løber hinanden i møde med åbenlys glæde. Det er et meget lykkeligt minde for Lea, fordi det var sådan et rørende øjeblik, hvor virkelig mange mennesker bevidnede Veras venskab med Ludo og Smille.

Der er ingen tvivl om, at Ludo og Smille har en stor plads i Veras hjerte. De to hospitalsklovne gør en altafgørende forskel for Veras sygdomsforløb, og når hun ikke er sammen med dem, klæder hun sig tit ud som Ludo med hat, støvler og klovnenæse. Så sætter hun sig på sin lille legekuffert, ligesom Ludo gør, når hun skal ned i børnehøjde. 

- Vi har også en fast godnathistorie, som jeg har digtet om Vera, Ludo og Smille, der tager på eventyr i en sæbeboble, der svæver højt over land, afslutter Lea. 



3 gode grunde til at støtte allerede i dag

  1. Vi når halvdelen af alle indlagte børn.
  2. Hjælp os med at nå flere.
  3. Spred glæde blandt sygdomsramte børn i hele landet.